skip to navigation
NRGI.dk

 

Solvarme – gratis og CO2-neutral energi

Hvordan fungerer et solvarmeanlæg?

Et solvarmeanlæg består af et sæt solfangere og en varmtvandsbeholder. Solfangerne, som oftest placeres på en sydvendt tagflade, indeholder et sæt slanger, hvori der cirkulerer en frostsikret væske. Denne væske opvarmes, når solen skinner på solfangeren og cirkulerer ned til varmtvandsbeholderen, hvor den varmer det varme brugsvand og evt. også gulvvarmevand op. I denne proces kan der være et lille elforbrug til en pumpe, men ellers er det gratis og CO2-neutral energi.

Egner mit hus sig?

Solfangere skal placeres på et solbeskinnet areal, d.v.s. mellem sydvest og sydøst, og med en hældning på mellem 15 og 60º. Den mest optimale placering vil være på en tagflade pegende stik mod syd med en hældning på 45º.

Hvor stor en del af forbruget kan det dække?

Almindelige solfangere dækker mellem 50-70 % af brugsvandsbehovet. Investerer man i lidt større solvarmeanlæg, kan der desuden leveres varme til gulvvarmesystemer f.eks. på badeværelset. Dette er især nyttigt i kældre, hvor luftfugtigheden tit kan blive høj om sommeren.

Kan det betale sig at investere i et solvarmeanlæg?

Et solvarmeanlæg, som erstatter opvarmning fra gas- eller oliefyr, kan erfaringsmæssigt tjenes hjem på 10-15 år. Har du et træpillefyr eller lignende, er det en fordel, at fyret kan slukkes helt i sommerperioden.

Hvori ligger gevinsten for mig?

Du opnår gratis og CO2-neutralt varmt brugsvand i sommerhalvåret og kan i mange tilfælde helt slukke for din eksisterende varmekilde.

Gode råd inden du går i gang? Kontakt NRGi Rådgivning!

NRGi Rådgivning har flere års erfaring inden for rådgivning om solvarmeanlæg, og vi kan henvise til en række dygtige samarbejdspartnere, der kan forestå installationen.